Æblesuppe med ristede havregryn

Heldigvis er friluftslivet ikke altid solskin og varme. Det kan både være koldt og vådt – og netop derfor er det vigtigt at forkæle sig selv, når man er på farten.

Af naturkok Sander Blohm

Denne æblesuppe er en varmende lækkerbisken efter en våd dag i kano. Den kan give varmen, inden du kravler i soveposen for en god nats søvn. De fleste ingredienser er basisvarer, jeg altid har med på mine “ekspeditioner”, og variationerne er uendelige.

Ingredienser

  • 1½ kop havregryn
  • 2 spsk sukker
  • Et drys kanel
  • 2 spsk smør
  • 2 æbler
  • Et drys sukker
  • En sjat vand
  • Havregryn, rasp eller majsmel
  • Citronsaft

Sådan gør du

  1. Varm sukkeret i en gryde, indtil det bobler og bliver brunt.
  2. Tilsæt smør og havregryn.
  3. Når det hele er gyldent og ristet, drysses med kanel, og gryden tages af varmen. Hæld de ristede havregryn i en skål.
  4. Riv æblerne med en skrællekniv og kog dem i vand med sukker, til de er møre.
  5. Tilsæt lidt havregryn, rasp eller majsmel for at jævne suppen.
  6. Smag til med citronsaft og server i en skål med et drys ristede havregryn.

Du kan erstatte æblerne med friske blåbær, hvis du er i Sverige i sæsonen.
En sjat piskefløde klæder æblesuppen godt – men retten smager også skønt uden.